Det ordinære livs historie gøres unikt i den kendte italienske forfatters første bog på dansk med18 koncise skæbneportrætter. Mejslet stramt, sprogligt økonomisk og teknisk brillant træder 18 levneds- eller slægtsbeskrivelser frem på papiret, som var de ekstrakter fra tiden op til dette (og lidt ind i det næste) århundredes vendepunkter fortalt gennem store personligheders biografier - pointeret med årstal for de banebrydende begivenheder. Det kan være en fødsel, en forelskelse, en skilsmisse, et bedrag eller et karrierespring - men vigtigst er det, at de "ordinære" personer virker vedkommende i den veloplagte og velmodulerede prosa, der sprogteknisk anvender tids- og tematypisk fortælleteknik (journalistisk, opremsende, beskrivende etc.) i de enkelte historier uden at det flytter fokus fra substansen, men bidrager til variationen i bogen. Bogen udkom i 1993 i hjemlandet og er et godt bud på den minimalistiske form den europæiske prosa også antager i disse år med blik for det væsentlige i fortællingen og uden at forfalde til gold "modernisme". Pontiggia (f. 1934) har i øvrigt en lang produktion bag sig fra romandebuten i 1959 med filmatiseringer og nationale litteraturpriser. Han fungerer i dag sideløbende som velrenommeret kritiker på dagbladet Corriere delle Sera.