Her har vi så Gøngehøvdingen for de små, en billedfortælling til oplæsning fra ca. 6 år og selvlæsning fra ca. 9 år. Teksten tager udgangspunkt i korte facts om Svenskekrigene og fortæller derefter små episoder fra Gøngehøvdingens begivenhedsrige liv. Gøngehøvdingen fremstår som en legendarisk Robin Hood-agtig skikkelse, ofte med bolig i den grønne skov, modig, dumdristig, snedig og fræk over for de svenske soldater, og med et trofast og solidt bagland parat til at redde ham ud af farlige situationer. Sproget er forholdsvis enkelt med overkommelige sætninger og megen dialog. Forfatterens brug af nutid medvirker til at gøre handlingen nærværende og understreger dramatikken. Palle Bregnhøis akvareller spiller vældig godt sammen med teksten. Med en forkærlighed for grønne nuancer opruller han dramatiske scenerier og pragtfulde atmosfærefyldte landskaber, mens hans venlige sindelag afspejler sig i persongengivelsen.