Faction-bog i billedbogsudstyr om Peter Kæller, lægbroder ved Esrum Kloster og hans 12-årige nevø, Jonas pilgrimsrejse til Santiago de Compostela. Peter Kæller er en historisk person, der kendes fra Esrums Klosters brevbog og hans gravsten står i Tyrsted Kirke kun 11/2 km fra lektørens computer! Historien handler ikke kun om de tos vandring, men de sagn og myter, som knytter sig til steder på ruten får vi også genfortalt, f.eks. Rolandskvadet, fortællingerne om El Cid og Karl den Store. De to har mange farverige og farlige oplevelser før de når frem til Jakobsfesten den 25. juli, hvorefter de sejler hjem. Kirsten Raagaard tegner og maler i en stil, der snart må kaldes klassisk nordisk. Det sødladne, der af og til kan ligge over hendes billeder er lagt væk her. I de seneste år er Santiago de Compostela-turen blevet populær hos vandrere og cyklister og da vi som bekendt befinder os i middelalderåret, så er der mange gode grunde til at anskaffe denne bog. Oplæsning fra 8 år og selvlæsning fra 10-11 år.