Det, der adskiller denne bog om lege fra mange andre nyere udgivelser af sin art, er tegningerne: Pija Lindenbaums humoristiske, lette og levende streg pynter hver en side, nogle steder som konkrete illustrationer af tekstens anvisninger, andre steder som vittige, fabulerende tegninger, der fortæller deres egne historier. Bogen er med spiralryg, omslag og bladresiderne er af kraftig, holdbar kvalitet. Den indledes med en fyldig indholdsfortegnelse, tegnforklaring og et afsnit med gode forslag til tælleremser og andre sjove idéer til, hvordan man vælger hold eller hvem, der skal være "den". For hver leg præciseres, hvor legen bedst leges, hvor mange, der kan være med og hvilket udstyr, man skal bruge. Afviklingen af legen er tydeligt beskrevet i en trin-for-trin vejledning. De fleste lege er gamle, kendte gruppelege som dåseskjul, tampen brænder og lignende, men der er også gode forklaringer og anvisninger til individuelle lege, som måske er ved at gå i glemmebogen: variationer af sjipning, bold op ad mur, hoppe i paradis, snorelege mv. Teksten er overskueligt sat op og kan læses fra ca. 4. kl. Som afslutning et register opdelt efter, hvor legene er bedst at lege. En dejlig legebog til brug i skolen, institutionen og hjemmet.