Kriminaltemaet i denne krimi er kunsttyveri og kunstsvindel i Rom, men under gennemlæsningen bliver man klar over, at det har været forfatteren en hjertesag at skildre Rom topografisk og kulinarisk, hvad der giver en række for intrigen irriterende digressioner. Bogen er kort sagt uendelig snakkesalig, men den væsentligste anke mod den må blive, at den rent fortælleteknisk er umådelig klodset skruet sammen. Der opereres med en jeg-fortæller (en dame, hvis bagparti der gøres meget ud af), som imidlertid i lange sekvenser skubbes til side til fordel for almindelig berettende form, i hvilken damen behandles på linie med bogens øvrige personer, hvad der strukturmæssigt er meget kluntet. Sproget er inderlig »alt-modisch«. Historien havde været god, hvis den var blevet fortalt konsekvent, men som bogen fremstår nu, griber man sig i at ønske, at forfatteren i stedet havde kanaliseret sin skrivelyst ud i en rejsebog eller havde skrevet en »ægte« kriminalroman. Typografien er klar og letat læse.