Bogen henvender sig til fantasylæsere fra 10-14 år. Den vil uden tvivl interessere både drenge og piger. Bogen behøver ingen synderlig formidling, da den allerede indgår i en etableret serie.
Denne bog er den sjette i serien Wardstenen. Bøgerne kan godt læses enkeltvis, men det er absolut bedst at have læst de foregående. I denne bog får den unge heksejæger Tom besked om, at han skal møde sin mor, der er kommet fra Grækenland. Hans mors fortid er meget mystisk, og Tom ved ikke meget om hende. Hun har brug for ham til at hjælpe sig i kampen mod en af de gamle guder, Ordalen, der er dukket op for at bringe død og ødelæggelse over menneskeheden. Desuden har Ordalen allieret sig med djævelen. Toms mor har allieret sig med en række farlige hekse, og Tom skal nu kæmpe sammen med de hekse, som han ellers har viet sit liv til at bekæmpe. Det er en dødspændende og velskrevet bog. Tom er fint beskrevet som et levende og følsomt ungt menneske i udvikling. Fint opbygget spænding med overraskende finale.
Denne bogs læsere vil også synes om Terry Pratchetts fantasybog Vintersmeden : en fortælling fra Diskverden, 2009. Den handler om den unge heks Tiffany, men er ikke så sort og uhyggelig som Heksejægerens offer. De andre bøger fra Diskverden kan også anbefales. Også Paul Stewarts serie En historie fra Kanten vil appellere til samme målgruppe.
En meget velskrevet, original og spændende bog, der udspilles på spændende lokaliteter med nogle interessante personer.