Da gamle Ane bliver brændt på bålet som heks, angiver hun den kloge kone Maren og hendes rapkæftede datter, Tidsel, for hekseri. Alle Helsingørs 3.000 indbyggere glemmer nu alt det gode, Maren har gjort for dem, og først da bødlen og hans søn Gru får hjælp af rakkere og natmænd, lykkes det dem at redde Maren og Tidsel fra bålet. Bogen er iøjnefaldende og signalerer dramatik med et billede af gamle Ane og en grædende Tidsel på forsiden. Den er illustreret med mange dramatiske, farvelagte pennetegninger, der støtter og uddyber teksten, og den er en fortsættelse af Bødlens Gru (99/14), men kan dog læses selvstændigt. Bogen, der er relativt let at læse, er delt i mange kapitler og underafsnit, og de enkelte sætninger er ret korte. Teksten er mundret og fyldt med dialog, og forfatteren forstår at gøre sine personer levende og vedkommende for læseren. Den barske historie er fyldt med smerte og dramatik, men også med varme og håb, og fortællingen virker solidt historisk funderet, så bogen kan i lige høj grad anvendes som supplerende læsning, når perioden behandles i skoletimerne, og som rendyrket fritidslæsning, fra 10-11 år.