Spil / computerspil

Hello Kitty - seasons


Beskrivelse


Platformsspil. Prøv dig frem som viceborgmester i Sanrio. Borgmesteren har brug for din hjælp til at løbe ærinder og hjælpe indbyggerne. Du skal også løse gåder og spille sjove minispil. Til din hjælp har du Hello Kitty, hendes familie og venner.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. feb. 2011

af

af

Kim U Kaulbach

d. 9. feb. 2011

Wii. Figuren Hello Kitty kom fra det japanske firma Sanrio i 1976. Siden har den hvide hunkat med den røde sløjfe været så populær, at der er blevet udviklet en by Sanrio City og dyrevenner til Hello Kitty og figuren findes også påtrykt på mange produkter. Nu kommer Hello Kitty som platformspil til wii for de yngste, med nemme opgaver og enkel styring. PEGI er fra 3 år. Det holder ikke helt, da de engelske tekster kræver gode sprogkundskaber eller voksenhjælp for at kunne spille.

Spillet foregår i byen Sanrio, som er en pastelfarvet legetøjsagtig nuttet 3D by, hvor alle Hello Kittys dyrevenner bor. Det grafiske miljø er gennemført, figurerne fint animerede og lyden består af hyggelig muzak. Spilleren skal hjælpe byens borgmester og indbyggerne ved at løbe ærinder, løse gåder og spille de 30 minispil. Klares det tjenes penge og der åbnes for nye udfordringer. Styringen og opgaverne er fint tilpasset i sværhedsgrad til de yngste. Det er dog et problem at al information om opgaver og spil kommer som engelsk tekst i talebobler, da det er de færreste 3-8 årige der kan læse og forstå meget engelsk. Muligheden for at være op til fire spillere, giver dog voksne mulighed for at hjælpe/spille med. Manual på engelsk.

Hello Kitty - seasons har elementer der også ses i Ratatouille, og pc-spillene om Morten Skildpadde.

Et charmerende og enkelt spil, som er tilpasset de yngste spillere på alle områder, bortset fra at det kræves, at spilleren kan læse og forstå engelsk tekst for at kunne gennemføre spillet.