Temaet i denne ungdomsbog er utilpassede, forældreløse børn på et børnehjem, men bogen er langt fra en traditionel, socialrealistisk roman. Bogen kan læses fra ca. 12 år, men det kræver en del af læseren at trænge ind i bogen. Forfatteren bruger et billedrigt sprog og en handling der er fyldt med symboler. Man må ganske vist sluge et par kameler undervejs, men det lykkes forfatteren at give læseren mulighed for at trænge dybt ind i især hovedpersonen Erins tanker og følelser. Hun er fortælleren og fører læseren ind i en mystisk verden af forladte, faldefærdige bygninger langs floden. Sammen med to andre flygter hun rutinemæssigt fra børnehjemmet på en tømmerflåde, og det bringer børnene i kontakt med en besynderlig, næsten surreel verden. Her er den naive, umiddelbare, kærlige Himmeløjne med det meget specielle, betydningsladede sprog vokset op, beskyttet af den lettere senile Besfar og uden kontakt med omverdenen. Hendes kærlighed udvirker efterhånden et skred i børnenes sind og nedbryder deres mistro. I denne labyrint af tomme, spøgelsesagtige bygninger forvilder Erin sig f.eks. både reelt og i overført betydning ned i de dybeste kældre, men reddes af Himmeløjnes kærlighed. At denne kærlighed også på børnehjemmet gør en væsentlig forskel i forhold til det velmenende, men inkompetente personale virker måske knap så overbevisende, men læseren sidder tilbage med et stærkt indtryk af børnenes livsvilje og omsorg for hinanden.