Bogen er en fin myldrebilledbog, hvor selv de mindste kan være med. Titlen sælger bogen til de lidt større børnehavebørn.
På hvert opslag bliver læseren bedt om at finde eksempelvis den mest spidse næse eller den største mund. Der sker mange forskellige ting på opslaget, og jo længere læseren kommer ind i bogen, tager illustrationerne form og afslører til sidst et helt cirkus. Der sker ikke voldsomt meget på hvert opslag, og derfor vil bogen være god til de yngste børnehavebørn. Der er god mulighed for at snakke cirkusartister og leg. Sidste opslag viser løsningen på hvert spørgsmål.
Bogen kan sammenlignes med Skovtur med kagen af Tjong Khing The, hvor hvert opslag er forholdsvist simpelt. Ellers kan man sammenligne med både Holger-bøgerne og Flunker-bøgerne.
Bogen er sød og enkel, en rigtig god myldrebog til de yngste børnehavebørn. Den bringer ikke så meget nyt, men kan sagtens bruges til nogle timers god underholdning og samtale om cirkus. En sød myldrebog, der henvender sig til de yngre børn.