En hurtigt læst og ikke specielt bemærkelsesværdig roman om to teenagere i krise efter forældrenes skilsmisse. Det er en stille, tænksom bog uden ret megen konkret handling, men med mange tanker, samtaler, spekulationer og dagbogsnotater, som alle kredser om de unges søgen efter identitet, deres sorg og ikke mindst deres følelse af skyld. Bjørn og Nina kender ikke hinanden, men det kommer de til i den sommerferie, hvor de for første gang begge skal besøge henholdsvis en fraskilt far og mor, som nu bor sammen. Det bliver en ferie med mugne, sure og øretæveindbydende teenagere, som ikke er indstillet på idyl og feriestemning. De vil have nogen svar, vil de, og de konfronterer hele tiden de voksne og hinanden med deres vrede, og der må en del aggressioner ud, før de unge erkender, at de ikke har nogen andel i skilsmissen, og at deres forældre faktisk elsker dem. Med den erkendelse i bagagen kan de rejse hjem og komme videre. Bogen er troværdigt og følsomt skrevet, men den er så hurtigt overstået, at man ikke kommer helt ind under huden på personerne. De mange detaljerede beskrivelser af deres gøren og laden hindrer også indlevelse. Sart forside som passer til indholdet, som kan læses af piger fra 13 år. Sidst kom Huset i skoven (94/30).