Forfatteren er dramatiker, og Ingen grund til overdramatisering er hans debut som romanforfatter. Romanen er et signalement af en ung (tidstypisk) mand, som hutler sig igennem tilværelsen, såvel på det følelsesmæssige som på det mere pekuniære plan. Han er fra Sønderjylland og læser nu på universitetet i København. Han er droppet ud af studierne, og jages af skattevæsen og "socialen". Tiden går med at skaffe lidt penge, komme i bukserne på pigerne etc. Man mærker dramatikerens sans for rammende replikker, de er helt mundrette og sidder lige i øret. Men jeg har svært ved for alvor at fatte interesse for personerne, som bevæger sig i yderkanten af det semiintellektuelle cafemiljø. Der er noget satirisk over romanens tone, som antyder typer fremfor mennesker, men det er først til allersidst, da hovedpersonen aner, at han har forspildt sin chance for nære menneskelige relationer, at han for alvor træder i karakter. Ellers er romanen kun befolket af sølle og usympatiske roller, og det er muligvis rigtigt set, men det gør det svært at finde et identifikationspunkt.