Denne velskrevne fortsættelse af Rejsen til vildmarken (98/35) i trilogien om 12-årige Mem og hendes familie, som i 1800-tallets begyndelse er rejst fra Connecticut mod nord i vildmarken, kan godt læses selvstændigt, men det er en fordel af have læst 1. del. Det er en barsk fortælling om, hvordan Mem må overtage alle moderens forpligtelser under og efter hendes sammenbrud og død, der skyldes en kombination af en fødselsdepression og hjemve. Skyldfølelsen nager både Mem og faderen, der er for stolt til at søge hjælp hos naboerne, før det er for sent. Der antydes en hjemrejse i et evt. sidste bind. Utilsløret og nøgternt beskrives den barske dagligdag set gennem Mem. Bogen er sat med en stor og åben sats samt god papirkvalitet, hvilket gør det muligt at selvlæse den fra. 4. klasse. Forsideillustrationen dækker fint tekstens indhold både på real- og det abstrakte plan. Bogen kan fint anvendes som fælleslæsning i et tværfagligt forløb om USA fra 5. årg. som et relevant supplement til Laura-bøgerne af Ingalls. Forfatteren har tidligere skrevet Heksen ved søen (89/30).