Føjer man efternavnene Lennon, Dylan og Springsteen til titlens John, Bob, Bruce er ingen i tvivl om det drejer sig om musikikoner i denne tredje såkaldte billedbog for voksne som Nordahl skriver og maler. Jeg kender ham mest som forfatter og debattør på især kønspolitiske områder. Her er så en personlig musikhistorik som bladre-billedbog, hvor han samler alle de musikere og bands, der har betydet og stadig betyder noget i hans liv. Som han skriver i forordet: "Men her vil jeg alligevel synge min egen billedbog, hvor jeg beskriver og bemaler de sangere og sangskrivere, grupper og bands, som har haft betydning i mit liv". Hans bog er bygget op omkring en række fotos fra musikblade og pladecovers. Disse fotos har BN så med penselstrøg farvet til et personligt udtryk og skrevet en ledsagende tekst. Her kan man fx passende se Clapton gennem en bluesagtig blå farve, afløst af Hendrix, der måske siger "Hey Joe" gennem cirkler af farver. De 2 superguitarister læser jeg i øvrigt med misundelse, at forfatteren så i koncert i 1970 med blot en uges mellemrum. Og sådan fortsætter dette personlige og anderledes stykke musikhistorie, der også understreger musikkens kulturelle og individuelle betydning for generationen, der var unge i 1963, da Kennedy bliver myrdet, og Beatles samme år udsender "Please please me". Som Nordahls andre billedbøger i A4-tværformat med spiralryg.