Endnu en fantastisk og eventyrlig bog i Dingo. Fantasy om den handikappede dreng Jonas, som ikke kan gå (Jonas og dragens blod, 2005). Han er dygtig til at svømme, men tør ikke dykke. På besøg hos bedsteforældrene finder han en bog. Der kommer vand ud af den - så meget at Jonas er ved at drukne. Han bliver reddet af den gyldne laks, som er en fortryllet troldmand. For at hjælpe ham må Jonas gå gennem mange farer. Her møder Jonas både Den hvide Mare, traner og sorte dværge, inden han endelig når mosekonen, som giver ham mulighed for at dykke langt ned efter troldmandens mistede glød. Øjeblikkelig bliver laksen forvandlet til en ildsjæl. Bogens tema er: Man kan, hvad man vil! Illustrationerne, som er i farver, er tegneserieagtige og meget fortællende. Trods det lave lixtal er det en fin og spændende bog til drenge og piger 1. og 2. klasse (7-8 år), men bogen vil også tiltale ældre læsere.