Endnu en krimi fra især Nordsjælland med Marcus Falck og hans politikollegaer i hovedrollerne i en række mordsager. For læsere af danske krimier - især læsere af seriens bind 1-4.
En chef i et medicinalfirma findes myrdet, kort efter hun har fyret en medarbejder, hvis privatliv samtidig ændres dramatisk. Samtidig forsvinder en pensionist, og en mand findes likvideret i en container. Der sker flere brutale mord og andre forbrydelser, og opklaringen skal vise, om de tre sager hænger sammen. Østmafia og colombianske narkoforbrydere kommer på banen, og samtidig er Falcks privatliv i krise. I samme stil som de første bind i serien, men med lidt flere handlingsspor og internationale relationer.
Bogen er velskrevet, og de velkendte politifolk er beskrevet lige så godt som i de første bind i serien. Alligevel virker denne bog - med reference til titlen - rigeligt kaotisk eller ufokuseret med handlingsspor, der først sent og ret konstrueret krydses, og det indledende mord der næsten glemmes undervejs, for så at blive opklaret i sidste kapitel. Der er handlingselementer nok til flere bøger eller afsnit i en krimiserie.
Foruden seriens første 4 bind, der kan læses selvstændigt af dette, er serien i stil og på niveau med fx Tom Oxager, men med dette bind på niveauet under en lang række andre forfattere af politiromaner som bl.a. Ohlsson, Adler-Olsen, Knudsen, Jungstedt og Tursten.