Latteren : et essay om komikkens væsen

Henri Bergson, 1859-1941, var en af de store franske filosoffer omkring og efter århundredeskiftet. Med den store interesse, der i tiden er for filosofiske problemer, har man fundet detrelevant at udgive Laueren. Den udkom første gang på fransk i 1900, og er oversat til norsk i 1971. Bergson siger, at mange filosoffer før ham har opgivet at finde ud af, hvorfor mennesket finderting morsomme, og hvorfor man griner af noget. Han har selv fundet løsningen, siger han. Der er dog ikke tale om et 'filosofisk bevis', men om en påstand, han derefter dokumenterer gennem empiriskeundersøgelser. Det, der er morsomt, er at 'se noget mekanisk i noget levende'. At folk agerer, så det er gennemskueligt, og at man derefter kan forudse, hvad den næste handling bliver, fordi detbliver en mekanisk handling, det er det morsomme i en situation. Der bliver givet et utal af eksempler på lattervækkende situationer fra den franske litteratur fra forrige århundrede. I etefterskrift, Teorienslatterlighed, diskuterer Asger Sørensen om det rimelige i at lave en 'mekanisk' fremstilling af beviser for teorien, i det den jo så selv bliver latterlig. Der er et indeksover de benyttede eksempler, og med en bibliografi indtil 1924 er denne lille bog et godt supplement til Bergson, der er indføringen til filosoffen.

Læs hele vurderingen

Hvem er det der griner, hvor meget griner de, af hvad og under hvilke omstændigheder? Latteren tages under den filosofiske lup i Bergsons 3 essays om komikkens væsen. For sociologisk, psykologisk eller filosofisk interesserede.

Bogen blev oprindeligt udgivet år 1900 og blev en sensation. Dens præmis er at finde frem til hvad komikken i grunden er. Det gøres igennem 3 essays om komikkens former, gestikulationer og bevægelser, dens handlinger og situationer og latterens sociale betydning. Der er et indeks over de i bogen omtalte forfattere. I forhold til tidligere udgave Latteren fra 1993 er Asger Sørensens forord bevaret og efterskriftet udeladt.

Bergson fik ikke nobelprisen i litteratur i 1927 for ingenting - stadig sprogligt frisk, beskrives det komiske som et rent menneskeligt fænomen, at latteren kræver en form for indifference og at det er svært at le alene, uden for en social kontekst. Det er en oplagt aktuel genudgivelse ift. den fornyede debat om satirens moralske forpligtigelse de senere år, qua muhammedtegningerne, de sociale medier og den politiske populisme. Bergson samler trådene fra en lang filosofisk tradition og leverer med denne, den måske bedste afhandling om komikkens væsen nogensinde skrevet.

Thielsts Latterens lyst skriver videre på emnet fra en psykologisk/filosofisk vinkel og inddrager Bergson samt en lang række andre filosoffer.

Læs hele vurderingen