Kalenderbog for børn fra ca. 6 år. DRs radiojulekalender på P3 december 2002. I 24 afsnit fortæller forfatterne historien om lille Anton på Blæseøen i det høje nord. Lille Anton er 10 år. Han har mistet sine forældre og bor hos de 2 halvgamle brødre, Erhard og Gustav. Erhard og Gustav hader julen, så der er lagt op til en trist december. Lille Anton har dog en kugleskør onkel, Georg, der bor på en sydhavsø langt væk. Ham vil Anton sende en julehilsen. På Blæseøen er julefreden imidlertid truet. Skumle mænd vil skræmme beboerne til at flytte inden juleaften. Som det sig hør og bør i en rigtig julehistorie falder alt dog på plads til jul med lidt hjælp fra nisserne, og Lille Anton får en rigtig dejlig juleaften. Det er, som om man har læst historien mange gange før, men den skal nok blive populær i december, hvor efterspørgslen på kalenderbøger er stor. Her er tale om hygge for hele familien. Lidt spænding er der naturligvis også. Historien er illustreret med humoristiske tegninger i farver, der understreger hyggen. Til bogen er udkommet en CD med sangene fra radioen. En traditionel kalenderbog, der udfylder behovet for hygge og oplæsning i julemåneden. Vil blive efterspurgt som de øvrige bøger i genren.