Værket er et undervisningsmateriale rettet mod undervisningen i natur/teknik, historie, religion, dansk og ikke mindst biologi fra omkring folkeskolens midtertrin til fx efterskoler osv.
Kaj Hjerrild Smedemark er biolog med en baggrund som højskoleforstander og seminarielektor og forfatter. Hoveddelen af denne udgivelse er en historisk roman, hvis handling udspiller sig ca. 4.500 f.Kr., altså omkring Ertebølletiden, hvor de sidste oprindelige jægere-samlere fandtes. Hovedpersonerne er de to store drenge Tjørk og Birk, som er nære venner. Deres boplads overfaldes og plyndres, og den ene dreng bortføres. Hovedstrengen i handlingen er hans flugt fra bortførerne og hans søgen mod hjemmet. Handlingen er rimeligt spændende, og i den er lagt en lang række billeder af stammelivet, fra kampen for den nøgne eksistens over indvielsesriter til brudekøb. Meget er helliget jægerlivet i en tid, hvor urokser, elge og bjørne var en del af faunaen. Romanen tegner et absolut plausibelt billede af en livsform i pagt med naturen. Afsluttende er forfatterens bud på fortællingens anvendelse i undervisning, en skematisk oversigt over biologiske temaer og eksemplariske arter og et indeks over fænomenerne i romanen.
Værket kan fx anvendes i samspil med forfatterens egen Biologihåndbogen, 2009, eller Bay og Staal En stenalderboplads, 2003, og Edith Aller I fortællingens univers, 1995.
Et inspirerende udspil til en undervisningsform, hvor fortællingen er det bærende element, ligesom selve romanen kan anvendes på lige fod med andre historiske romaner for større børn.