Det er en oprømt, humørfyldt digtroman, som den nu 50-årige KH udgiver i dette efterår. Som så ofte før i hans lyrik er det den klassiske sonet-form, der må holde for. Mens en sonet består af14 vers (læs linjer), så er en sonet-kreds 14 sådanne sammenkædede enkeltsonetter fulgt af mestersonetten bestående af disses begyndelseslinjer. Bogen består ganske af varianter af dette princip.Dertil kommer en gennemført symmetri: Forord, Præludium, To digte af Lukas O'Kech - Interludium - En Messe af Lukas O'Kech (følgende den katolske liturgi Kyrie Eleison, Gloria, Credo, Sanctus,Benedictus og Agnus Dei). Så følger Postludium og Post Scriptum. Lukas O'Kech er Høecks opfundne digterrod og alter ego, hvis vers han modstræbende lader sig lokke til at udgive. Hvilket så skermed hans egne vedhæng. De mange vers bruges til at diskutere (bl.a.) digterens og digtningens rolle og betydning, menneskelivets evige funderinger omkring væren og tro. Det er en skæmtsom bog omalvorlige emner, smækfyldtaf referencer til et hav af kulturgods, fremmedord, terminologier. Høeck lader O'Kech kommentere sin digtbog Hjem. Uerbødigt, med et citat af »en dum anmelder, der fuskerlidt med vers, når han har fri«. Måske skal bibliotekerne alligevel skele lidt til dennes anvendelse, før de tager stilling til årets Høeck. Der bogmæssigt er smukt arbejde med sin samstemmendegrafik.