Roman af den norske forfatter Tomas Espedal, der er kendt for sine selvbiografiske romaner. Espedal skriver om livet som forfatter på godt og ondt, bl.a. om hvordan hans skiftende forhold til kærester/koner og venner påvirker hans skrivning. Til læsere af biografiske romaner, der har interesse i forfatterliv og skriveprocesser.
Tomas Espedal skriver et sted i bogen, at "det at skrive er en kamp mod glemslen", og det er omdrejningspunktet for historien. Han beskriver, hvordan han går fra at være barn i en arbejderfamilie til at være en ung mand, der bruger litteraturen som katalysator for sin udvikling både som voksen mand, men i særlig grad som forfatter. I den sidste del er det den midaldrende Espedal, der lever med angsten for at dø. Bogen undersøger, hvor kunsten kommer fra, når ens familie består af en far, der er bokser, og en mor, der hader sit arbejde som lægesekretær. For Espedal kommer kunsten fra de venner, han omgås, både de venner han holder på, og dem han ender med at forlade.
Espedal skriver flot om personlige emner. Det bliver aldrig for privat, og det virker meget ærligt. Sproget er flydende og indimellem krævende med lange beskrivelser af tankestrømme uden tegnsætning. Et vidnesbyrd og en fortælling om, hvordan forfatteren bliver til, og hvordan han arbejder.
Espedals tidligere bøger tager også udgangspunkt i hans eget liv. Karl Ove Knausgårds bøger er en oplagt sammenligning pga. det biografiske grundmateriale.