Her følger så andet bind i serien om pigen Malle og hendes oplevelser i skoven. Vi hører i denne bog mere om Malles venskab med Klapper-Karl, som ofte forskrækker hende, fordi han har det med at dukke op de mærkeligste steder. Han forærer Malle en lille egernunge, som bliver hendes kæledyr. Vennen Benjamin mener at han har set en UFO, Malle tro ikke rigtig på det, men hun drager med ud for at lede, og noget finder de da også.... Lærinden Vicki som Malle tror er en heks bliver gift med Norgesmanden, som vist nok er en trold, og Jens Anker fra 6. klasse stjæler en kano. Der sker mange ting og ind imellem er man som læser lidt forvirret, men sidst i bogen loves der at alle svarerne vil komme i tredje og sidste bind i serien. Bogen er illustreret af Pia Falck Pape, som har bidraget med nogle søde og dejlige stregtegninger i s/h. En god oplæsningsbog for børn fra 7 år, selvom bogen ikke helt er i besiddelse af den samme rolige og varme stemning som den første Malle i skoven 1997.