Fra 1955-1970 arbejdede forfatteren i Kenya først som assistent på forskellige farme og senere som bestyrer på kaffe- og teplantager. Det er en konkret og saglig skildring af hverdagslivet her, det hårde arbejde med rydningen af nyt land, dyrkningen af jorden stort set uden maskinkraft, dyrene og det ikke altid lige idylliske forhold til de sorte. Også det meget aktive fritidsliv er beskrevet: safari, golfspil, hajfiskeri, bestigning af Kilimanjaro m.v. Det er den sidste kolonitid set fra mændenes verden, der er beskrevet, da mange afrikanske lande blev selvstændige i 1950'erne og 1960'erne og den dermed følgende uro, som også JK blev vidne til. Ingen tvivl om at det har været et spændende og udfordrende liv med masser af mindeværdige oplevelser, og den giver et interessant indblik i kolonitiden i det område, vi også kender fra K. Blixen, B. Markham, K. Gallmann og L. Bøttern. Sproget er tørt og rammende, men jeg savner lidt personlig farve og en spændstighed, der ville gøre skildringen mere fængende. Bogen henvender sig mest til mænd med interesse for farmerliv og kolonitid.