Bogen Meteoritter : tidskapsler fra solsystemets oprindelse egner sig for alle læsere med nysgerrighed indenfor meteoritter. Endvidere kan den astronomi-interesserede læser få glæde af bogen.
Henning Haack, der er forfatter bag denne bog, er geofysiker og ansvarlig for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum, og er derfor ekspert på området. Dette mærkes, når man som læser sidder med bogen, da den er en sand guldgrube af oplysninger og facts. Selve bogen tager fat på vidt forskellige emner, der alle har noget med meteoritter at gøre, eksempelvis beskrives Maribo-meteoritten fra 2009 meget indgående. Derudover tager forfatteren fat på emner som meteoritkratere, asteorider og meteoritjagt samt meteoritjægere. Til slut beskrives den danske samling af meteoritter. Selve bogen er i paperback kvalitet, med en række meget flotte fotos der underbygger teksten. Teksten er dog, efter min mening, med alt for små typer, der besværliggør læsningen.
Umiddelbart har jeg ikke kunne finde nogle bøger, der kan sammenlignes med denne, da den udelukkende beskæftiger sig med meteoritter. Desuden har bogen et udpræget dansk islæt.
En spændende bog der kommer vidt omkring, men som stadig er meget informativ. Kan varmt anbefales til de danske folkebiblioteker.