Billedbog for de ca. 4-7-årige om at have en far, der er i krig. Til samtale med børn i samme situation og til en snak om krig generelt.
Suzanne Collins er især kendt for ungdomsbogen Dødsspillet, 2009. Billedbogen her er noget helt andet. Den tager udgangspunkt i egne barndomsoplevelser i 1968, hvor hendes far er i krig i Vietnam. Bogen følger ca. 5-årige Suzy det år, han er væk. Med savn, undren, fantasier, frygt og til slut gensynsglæde, men også bevidstheden om at noget er forandret. Vægten ligger på det, der foregår i Suzys hoved, hvilket gør, at bogen også er brugbar og aktuel, når krigen i vore dage foregår i fx Afghanistan. Og at vi i vore dage har kontakt via tlf., Skype mv. ændrer heller ikke ved bogens brugbarhed. Tegningerne er i en grov, naiv streg på hvid baggrund og med kraftige farver. De rammer fint Suzys barnefantasier, undren osv. Tegner er ny i Danmark.
Supplerer fint to andre af de få bøger for aldersgruppen om krig: Alfons og Hamdis soldaterfar (07/37) med lidt tilsvarende naive illustrationer og Min far er soldat, 4.udg. 2012, fra Forsvarsakademiet, der decideret er en brugsbog om udstationering.
Tidløs og evigt aktuel billedbog, også for danske børn. Især i en tid hvor vi selv er i krig. Collins skriver på egne, selvoplevede følelser, og historien går rent ind. Der er basis for en væsentlig snak, hvis emnet er krig eller udstationering.