Roman til læsere af ny, psykologisk realisme; vil fortrinsvis appellere til kvinder.
Katrine Grünfeld (f. 1968) debuterer med denne roman om Mie, som tilsyneladende har kontrol over sig selv og sit liv. Der er styr på kontorchefjobbet i kommunen, der er check på kærlighedsliv og vægt, så det ser ud som en velordnet kvindes liv. Men lige under overfladen lurer sammenbrud og desperation: Mie føler sig altid udenfor og uelsket og bruger meget energi på at holde facaden, der krakelerer helt, da hun - som den administrativt ansvarlige for sagsbehandlingen - får skylden for et barns død. Romanen er inddelt i episoder og springer i tid. I tilbageglimt får vi fortalt om Mies kærlighedsløse barndom med en psykisk uligevægtig mor og en distant far. Det er forfærdeligt, sørgeligt og indholdsmæssigt lige på kanten af en kliché. Men romanen er skrevet med god energi tilsat et skvæt sort humor. Den er letlæst og skrevet i et godt, dynamisk sprog, især de rammende replikker, indirekte tale og indre monologer, der afdækker vor almindelige omgang med magtspil, småsladder, snusfornuft og bedreviden med velmenende klicheer i kø, når vi "spørger ind" til venindernes frustrationer.
Maria Grønlykke og Erling Jepsen kan også det dér med en hel historie i en enkelt replik, men tematisk er vi mere ovre i Vita Andersen eller Astrid Saalbach.
Roman om kvindes sammenbrud oven på ulykkelig barndom. Den er velskrevet, mundret og rammende med levende replikker, god energi og humor. Fin debut.