Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Når noget sker


Beskrivelse


Sabine på 15 flytter med sin mor og moderens nye mand til Sønderjylland og falder godt til i de nye omgivelser og sin nye skole. Men så sker der noget ubehageligt!

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. mar. 2001

af

af

Susanne Thøfner

d. 6. mar. 2001

Denne ungdomsroman fortæller om Sabine på 15. Hun flytter med sin mor og moderens nye mand til Sønderjylland og falder godt til i de nye omgivelser og sin nye skole. Da hun bliver overfaldet og groft generet af en af nabolagets bøller, fanger skolekammeraterne ham og binder ham, for at Sabine kan tage hævn over ham. Og nu lærer Sabine for alvor noget om sig selv... Bogen er pænt trykt og har en fotocollage holdt i sorte og gyldne farver på forsiden. Den signalerer alvor og problemer og virker mere dyster end selve bogen, der er en stilfærdig udviklingsroman, som fortæller om den unge hovedpersons følelser, familieforhold, forelskelser og problemer med at definere sig selv som person. Sproget er mundret og dialogfyldt, og den psykologiske skildring af Sabine og bogens andre personer virker fornuftig og overbevisende. Ikke nogen specielt dramatisk fortælling bortset fra det ubehagelige overfald, men en tænksom, lidt gammeldags, fortælling, der især henvender sig til pigerne. Til ungdomsafdelingernes lånere fra ca. 13 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. mar. 2001

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 6. mar. 2001

Når noget uventet sker - glædeligt eller skræmmende - opdager man tit ting hos sig selv, som man ikke vidste noget om før. Det er, hvad der hænder for hovedpersonen i denne roman. Sabine fortæller om sit liv efter at hendes far og mor blev skilt. Hun flytter med sin mor og dennes nye mand fra Odense til en lille provinsby i Sønderjylland, hvor hun begynder i 10. kl. I et enkelt og letforståeligt sprog beretter hun om store og små forandringer i sit liv det nye sted. Hun lever godt og trygt med god kontakt til jævnaldrende og voksne. Hun har dog som andre unge problemer med at finde sin identitet og finde ud af, hvem hun er og hvordan skal gebærde sig. En dramatisk begivenhed får åbnet hendes øjne, så der i slutningen er grund til at tro, at hun kan begynde at være den, hun er i stedet for den, de andre tror, hun er. Handlingen er jævnt fremadskridende, og der fortælles roligt om de problemer, teenagere kan have med f.eks. veninder og forelskelse. Desuden berøres også perifert problematikken omkring sociale tabere og indvandrere. Bogen kan læses fra 7. kl.


Børn & bøger

Årg. 54, nr. 5 (2001)

af

af

Vibeke Lykke

Årg. 54, nr. 5 (2001)