Forfatteren har tidligere begået 3 kogebøger sammen med Camilla Plum: Emma Gad - vi gider ikke (3. udg. 91/51), Barnemad (89/05) og Dansk mad fra hele verden (96/44), er kok i TV2s morgen-tv og har en ugentlig klumme i Information. Det er et udvalg af de sidste artikler, hun har bearbejdet til denne dejlige og fornøjelige bog. Samlet efter årstiderne bevæger Simonsen sig causerende gennem et utal af især danske råvarer og forvandler dem til retter, der beskrives så poetisk, at de næsten kan duftes fra siderne - her er der ikke brug for glittede farvefotos. Hun kommer langt omkring fra de syltede rødbeder til foie gras og får indimellem fortalt en masse af madens kulturhistorie og givet fif om alt fra fjernelse af lugten fra stegte sild til hvordan man genvinder appetitten efter timer ved kødgryderne. Alt sammen velskrevet og ufrelst - næppe siden Roald Als' Kvinderne ud af køkkenet (3. udg. 97/23) har jeg glædet mig så meget over tekstdelen af en madbog, og så er Nannas mad endnu mere anvendelig som brugsbog med mange spændende opskrifter og ideer til fornyelse af de kulinariske vaner.