Vi er nu nået til 6. bind ud af 7 i den gode australske serie for unge fra 12 år. Bind 5 gik lidt i tomgang, men jeg skal love for, at der er fuld knald på handling og spænding igen. Ellie og hendes venner redder en lille flok "vilde" børn fra besættelsesmagten, og får dermed også ansvaret for deres overlevelse oven i deres egne problemer. Børnene tilfører historien en ny dimension, og deres historier, oplevelser og reaktioner beskrives godt og troværdigt. Den hæsblæsende flugt fra soldaterne og et nyt blodigt angreb fylder meget, men er utroligt flot og fængslende fortalt. Ind i mellem reflekterer Ellie klogt og relevant over krigen, liv og død i almindelighed og sin egen ændrede personlighed. En fin beskrivelse af, hvordan de på trods af alle mangler klarer at holde jul, er et positivt indslag midt i al elendigheden. Til slut mærker man, at den endelige konfrontation nærmer sig i det kommende 7. bind.