Eksperimenterende digte som ud fra et givet koncept udforsker rammerne for, hvad der kan skrives og tænkes. Konceptet er hentet hos digtergruppen OULIPO som også har været inspirationskilde til Peter Adolphsens prosasamling En million historier, 2007.
Undertitlen og genrebetegnelsen "metrodigte" er ikke Martin Larsens egen opfindelse, men skyldes den franske lyriker Jacques Jouet, medlem af forfattergruppen OULIPO. Reglerne går kort fortalt ud på at digtet bliver til i metroen, men kun må nedskrives når toget holder stille på stationen. Den sidste linje skal skrives på den station forfatteren står af på. Helt ifølge dette koncept er ML's digte blevet til i løbet af 2006 mellem fem stationer i den københavnske metro på vej til og fra arbejde. Teksternes flygtighed, der "fokuserer tankerne på det/ forhåndenværende", fastholder øjeblikkets sansninger, refleksioner og associationer og giver anledning til metapoetiske overvejelser over selve den valgte form, som kræver en disciplin der afgørende adskiller metrodigtet fra den spontane skriven, eller automatskrift.
ML debuterede i bogform med digtsamlingen Det stof alting er gjort af, 2001. I sine seneste udgivelser, Svanesøsonetterne, 2004 og Monogrammer, 2008, eksperimenterer ML både indholdsmæssigt og fysisk med bogens traditionelle form.
Et stykke gennemført konceptkunst som mere er interessant i kraft af sit radikale formeksperiment, end i kraft af det indhold og den betydning som den valgte form genererer.