Som en kilde til dybere forståelse af Marcel Proust er dette lille tekstudvalg særdeles givende. Her får man nemlig et langt essay om læsningens velsignelser og enkelte farer, her får man indblik i Prousts næsegruse beundring for den britiske reformator og kunstkritiker John Ruskin, og man kan følge ham i forståelsen for Charles Baudelaires geniale, banebrydende digtning. Udvalget henvender sig primært til litteraturhistorikere eller den meget Proust-interesserede læser, da teksterne stiller ganske store krav til læseren. Der er den helt nødvendige hjælp at hente i oversætterens indsigtsfulde noter, når Proust strør om sig med citater og navne, der ikke mere er selvfølgeligt kendte. Og Proust uddyber selv i egne, ganske krævende noter (der er trykt, så de uhensigtsmæssigt kan brede sig til en efterfølgende side i bogen og derved afbryde læsningen). Navnlig i titelessayet, oprindeligt indledning til Prousts oversættelse af Ruskins Sésame et les lys, 1906, er Prousts stil en absorberende udfoldelse i sætningsranker, der kan forløbe over halve sider, og her er fascinerende anslag til storværket På sporet efter den tabte tid.