Efter andet bind i Cornish-triologien Hvad man i ungdommen nemmer, (95/45) følger her sidste bind i denne fremragende romanserie. Som i de øvrige bind svæver den afdøde Francis Cornish over vandene. Darcourt, den filosofiske præst er igang med at skrive en biografi om den afdøde, men er gået i stå. Ti år i Cornish' fortid er som et sort hul, men et mystisk maleri der findes i New York sætter ham på sporet, samtidig med at Arthur, arvingen og formanden for den meget formuende Cornish-fond, gift med den dejlige Maria, sætter et specielt projekt igang. En ufuldendt opera af Hoffmann skal gøres færdig, og mellem disse to handlinger udvikler historien sig så med alle dens forviklinger, sidehandlinger og spor bagud i tiden og fremad, fyldt med skarpt tegnede excentriske skikkelser, som alle tages under kærlig behandling. En frydefuld læseoplevelse, hvor Davies øser af en uudtømmelig fortællerglæde, med Darcourt som talerør, en munter, ironisk og meget underholdende afslutning på denne afdækning af et stykke canadisk historie, fra århundredeskiftet frem til nutiden, med Francis Cornish som den styrende person, levende såvel som afdød.