Letlæst-krimi om drengene Oscar og Knud, der bliver vidner til noget, som de ikke skulle have set, da de går hjem gennem den mørke skov. For 7-9-årige.
Oscar har ikke lyst til at gå gennem den mørke skov, da han skal hjem fra tennis, men Knud presser ham. Et lys fører drengene ind i skoven, og her opdager de nogle mænd, der er i gang med at pakke narko. Hvad skal de stille op? Krimien er på lix 5 og 18. del i serien "Mini-krimi" fra forlaget Cadeau. Der er illustrationer på alle opslag i afdæmpede farver i brunt, hvidt, gråt og blåt. Forsiden med Knud, der peger ind i skoven, er i samme afdæmpede farver.
Første kapitel begynder i skoven, hvor det ser rigtig sort ud for Oscar og Knud. Derefter springer handlingen tilbage til begyndelsen og fortæller, hvad der er sket forud. Det virker godt, fordi historien fanger læseren fra starten. Teksten gør også opmærksom på, at der sker spring i tiden, og det bliver derfor ikke forvirrende eller rodet. Udover at være en spændende krimi, så handler bogen også om at lade sig presse til noget for ikke at virke fej eller bange.
"Mini-krimi"-serien har flere krimier til samme aldersgruppe. Der er også "Let-krimi"-serien fra samme forlag.