d. 4. feb. 2009
af
af
Steffen Kronborg
d. 4. feb. 2009
Palomars blod henvender sig primært til voksne.
Garcia Marquez' Hundrede års ensomhed spiller en central rolle i en af de korte historier i samlingen af frontberetninger fra miniuniverset Palomar, og det er naturligvis ikke tilfældigt. Ligesom Marquez' bog rummer Palomar-historierne en forunderlig blanding af humor, melodrama, skipperskrøner, magisk realisme og eksistentiel skæbnefortælling - alt sammen præsenteret i Hernandez' ekspressive sort-hvide streg, der er lige så svær at fastholde som den røde tråd i handlingen. Fortid og nutid flyder uhåndgribeligt sammen i skildringen af det lille latinamerikanske samfund, hvor kvinderne sætter dagsordenen ud fra devisen: "hvis mændene nogensinde brugte hovedet, blev vi måske nødt til at tage dem alvorligt". Men også kvinderne selv er underlagt den altfortærende kønsdrift, som mere end noget andet må karakteriseres som beretningens grundlæggende motiv.
Uforløst kærlighed og fortrængte længsler er et par af de klassiske temaer i den vestlige litteratur. Kombinerer man de to størrelser med en stribe latinamerikanske, letantændelige temperamenter får man en sprængfarlig cocktail - som hos en Marquez, en Allende eller en Hernandez.
Anden del af Palomar-trilogien rummer både blod, sex og vold - men først og fremmest er det Palomar-indbyggernes indbyrdes relationer og de psykologiske spændinger personerne imellem, der skaber beretningens underliggende energi og får den til at leve i læserens bevidsthed.
