Intens og velskrevet science fictionroman for de ca. 12-16-årige læsere af både chick-lit og mere seriøse samfundsskildringer.
På en koloniseret planet finder den unge nedrivningsarbejder Toni V en dagbog gemt i en vanddunk, og han kan nu følge den smukke Pelly D's liv det sidste halve år fra omsværmet overklassepige til medlem af den laveste genetiske gruppe og derfra til udslettelse. Dagbogen er skrevet i et sprog med mindelser om chat og sms, og mens man følger Toni V's hårde hverdag, går den barske sandhed langsomt op for en. Det er en fin beskrivelse af, hvor hurtigt en "etnisk" udrensning kan foregå og en spændende ramme med et miljø, der er både fremmed og dog velkendt Forfatteren er ikke tidligere oversat til dansk.
Miljø og fortællestil minder meget om science fiction-fortællere som Helen Hoover og Ursula Le Guin, men man får også mindelser om Anne Frank under læsningen.
Det er en velskrevet og meget gribende historie, der fortjener en bred læserskare, desværre er omslaget lidt svært at tyde, så den springer nok ikke ned af hylden af sig selv.