Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Pigen i medaljonen

Del af Oline

Beskrivelse


I 1957 fortæller 12-årige Lenas farmor om det barske liv ved savværkerne i Sverige omkring år 1900. Lena føler sig især draget af det, farmoren fortæller om søsteren Emmas ulykkelige skæbne.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. mar. 1999

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 26. mar. 1999

Oline er en serie om kærlighed og venskab i en anden tid. Denne medrivende bog har to parallelle handlingsspor. Lena er 12 år og lever i Sverige i 1957. Hun vokser op i trygge, jævne forhold, der trods familiemiddage og kærlighed har spændinger under overfladen. Velfærdssamfundet er på vej med de problemer, det giver. Lenas mor søger fx ud på arbejdsmarkedet trods faderens protester. Det andet spor foregår i 1900, da Lenas farmor var barn. Et museumsbesøg bliver den konkrete anledning til en sammenligning mellem de to tidsaldre. Farmor fortæller den barske historie om hendes ældre søster Emma, pigen i medaljonen, som fik et barn uden for ægteskab. De sociale forhold i år 1900 med en savværkspatron, der bestemte over sine ansatte og med kvindernes manglende muligheder, sætter Lenas egen tid i relief. Nutidens læsere kan føje endnu en generation til sammenligningen. Det er en bevægende bog uden den store ydre dramatik men med et levende persongalleri og sikre tidstræk, der viser udviklingen. Romanen er fin til frilæsning for piger fra 5. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. mar. 1999

af

af

Birgit Hald

d. 26. mar. 1999

Romanen er en rigtig, lidt stilfærdig pigebog med et klart budskab. Den handler om piger og kvinders vilkår i Sverige i gamle dage og det både i det barske savværksmiljø omkring 1900 og i en by i 1957, hvor rammehistorien med ca.12-årige Lena som hovedperson foregår. Romanen er skrevet i et udmærket sprog, der kan læses fra 12 år men også vil være egnet til oplæsning fra ca.10 år. Læseren får et godt indtryk af såvel de forskellige miljøer som levevilkårene for almindelige mennesker og de store sociale skel ved århundredeskiftet, men historien er så absolut set fra en kvindelig synsvinkel, og ligeberettigelse, snæversyn med hensyn til enlige mødre og kønsforskellig opdragelse spiller en væsentlig rolle i romanen. Lenas far bryder sig ikke om, at moren vil have et arbejde, og Lenas gryende oprør mod tidens kønsrollemønster er fint beskrevet. Den følsomme Lena kommer via farmorens medaljon og fortælling om sin fattige og slidsomme barndom i forbindelse med farmorens af natur livsglade storesøster Emma, som på en måde bliver den storesøster, Lena altid har ønsket sig. Emma blev gravid med den rige Gusten, straks forladt og frosset ud af det lille samfund. Hun rejste med sin datter for at blive amme, men døde kort tid efter som16-årig af tyfus.



Informationer og udgaver