Som stor pige slugte jeg Moa Martinsons bøger, fordi de var så sørgelige og gribende. Denne ungdomsbog i Oline-serien minder meget om dem. Den beskriver også Sverige i slutningen af forrige århundrede set fra en feminin synsvinkel. Det er en velskrevet og medrivende bog, som fuld af social indignation viser den tids knugende fattigdom, den skinhellige velgørenhed og mænds udnyttelse af kvinder. Hovedpersonen Signe sendes fra børnehjemmet ud at tjene, men husbond voldtager hende, og hun flygter til Stockholm. Her hutler hun sig igennem, indtil hun optages på et diakonissehjem. Inden da har hun sultet, frosset og mødt mange andre fattige, bl.a. veninden Alice, som er appelsinpige. Det kaldte man prostituerede, og skildringen af hendes skæbne er barsk læsning. Signe selv klarer sig med nød og næppe og møder måske kærligheden i den unge havnearbejder Bjørn, som repræsenterer den nye tids arbejderbevægelse. Slutningen er åben og kunne tyde på en fortsættelse. Man tror på personer og miljø og bogen har den særlige svenske tone. Den er tætskrevet, men ikke svær. Historiske bøger er ikke nemme at formidle, men piger fra 13 år, som ynder bøger om gadebørn, kunne være mulige læsere. Af forfatteren kendes Hugormesommer (94/43). Udmærket forside.