Forfatterens første roman på dansk er en helt usædvanlig og overraskende historie. Hvis der findes en genre, der hedder en lærd krimi, hører Platons hule til den på linje med fx Rosens navn. Manuskriptet til romanen er oprindeligt skrevet på papyrusruller, og det er nu ved at blive oversat. Egentlig er der 2 historier i romanen, selve historien, som er en kriminalgåde, og historien om Oversætteren. Oversætteren tilføjer fodnoter, som er kommentarer til en tidligere udgave, men efterhånden bliver der flere og flere forbindelser mellem teksten og Oversætteren, og på et tidspunkt optræder Oversætteren selv i den oprindelige tekst. Selve kriminalhistorien foregår i Athen på Platons tid, en dag finder man liget af en ung mand. Han var elev på Akademiet, Platons skole, og læreren Diagoras opsøger Tegntyderen, Herakles Pontor, for Diagoras er overbevist om, at der er noget galt. De 2 er hinandens modsætninger, Diagoras er filosoffen, som mener, at verden ikke altid følger logikkens love, mens Hektor kun tror på det, han ser. Egentlig er efterforskningen af mordene - for der er flere, der bliver dræbt - ikke det væsentligste, men diskussionerne mellem personernes forskellige måde at se verden på. Det letter forståelsen, hvis man kender lidt til klassisk græsk litteratur. Jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået det hele, men fascineret, det har jeg været.