Flot Disney-billedbog helt uden ord for de ca. 2-4-årige. Peter Plys dufter noget dejligt og følger duften, der snor sig som et hvidt bånd gennem hele bogen. Først over en eng, men hurtigt bliver det sværere, gennem et hul ned under jorden, op i et træ og i farlig balancegang på en tørresnor for at ende i et vandfald på en træstamme. Nej, det ender i sengen, for det hele var en drøm. Men duften er god nok, det er hans venner, der bager pandekager. Illustrationerne fylder siderne helt ud, og der er masser at se på. Plys ligner sig selv og er fremhævet på siderne ved at være enkelt tegnet og i de klareste farver. De øvrige farver er afdæmpede, og miljøerne er mere naturalistisk tegnet. Siderne er i kraftigt papir, der kan tåle mange gennembladringer. Pointen med drømmen skal nok blive forstået af børnene. Lidt sværere kan det for de yngre være at forstå, at Plys flere gange ses to steder på det samme billede. Men så må oplæser og lytter jo også snakke om det, for bogen lægger i forvejen op til samtale, i både form og indhold.