Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Prinsessen på ærten


Beskrivelse


Billedbog i tegneserieform. Tegnsprogsudgave af eventyret om prinsen der så gerne ville have en rigtig prinsesse.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. aug. 2000

af

af

Lisbeth Thue (skole)

d. 23. aug. 2000

Prinsessen på ærten i fri fortolkning fra Døveskolens Materialecenter. Målgruppen er indskolingselever generelt, men denne udgave af eventyret henvender sig til døve indskolingsbørn i centerklasser for døve og tunghøre. En dreng fortæller eventyret på tegnsprog (med få nøgleord) i tegneseriestriber på v-siden af opslaget. Trods anvisninger med pile på tegningerne er tegnene ikke umiddelbart aflæselige for personer, der ikke behersker tegnsprog. På h-siden viser illustrationer indholdet, og den korte tekst er sat med store trykbogstaver i talebobler og kasser. Illustrationerne er farverige og stemningsfyldte, og de er det bærende i bogen. Eventyret er gengivet i utallige andre billedbogsudgaver og spørgsmålet er, om denne henvender sig til andre udover døve børn og deres voksne fortællere! Teksten kan elever fra 3.kl. selv læse.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. aug. 2000

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 23. aug. 2000

Denne let bearbejdede billedbogsudgave af det kendte eventyr er forsynet med tegn, så den kan bruges til oplæsning og/eller fortælling for døve og hørehæmmede børn. De farvelagte illustrationer er lavet i tegneseriestil med en dreng som gennemgående figur. Han er anbragt i små kasser bogen igennem, hvor han meget fikst demonstrerer de vigtigste ord i teksten som f.eks. "lyn, torden og regn" med tegnsprog. Jeg ved ikke nok om døve børn til at vide, om det er tilstrækkeligt for dem for at forstå handlingen, men til gengæld er bogen ret nem at billedlæse. Den oprindelige tekst er forenklet lidt uden at ødelægge eventyret. Tegnestilen er frisk og humoristisk med prinsen som en lettere selvglad og opblæst type, kongen en storskægget bulderbasse og dronningen en skrap husmor. Den småkedelige prinsesse er nok den mest anonyme i persongalleriet. Bogens opslag er ret forskellige med tegninger i alle størrelser, talebobler og forskelligt perspektiv, og det gør bogen livlig og moderne at se på. Uden at være specielt epokegørende er dette et udmærket tilbud til en gruppe børn fra 3 år, som der ikke findes så meget til. Normalt hørende børn synes i øvrigt også, at det kan være sjovt at øve sig på tegnsprog. Keld Petersen har i 1998 lavet En fræk fyr.