Bogen henvender sig primært til jægere og naturelskere, men også Rifbjergs traditionelle læsere vil kunne glædes over denne titel. Forfatteren skriver selv i forordet, at jagtmodstandere sandsynligvis vil finde denne bog afskyelig, og det er nok rigtigt.
Klaus Rifbjerg, som er én af Danmarks mest produktive forfattere, behøver vist ikke nærmere præsentation. Redaktion og udvalg af disse essays og historier om jagt er foretaget af Lærke Pade. Omtrent halvdelen af bogens tekster har tidligere været bragt i bøger eller aviser. Der er både fiktion, digte, erindringstof og tekster af mere filosofisk karakter. Erindringerne er krydret med små anekdoter og med hyppig namedropping. Denne bog er - ligesom forfatterens tidligere værker - uhyre velskrevet, og sproget er krydret med humor og (selv)ironi. Forsiden og bogens sort/hvide illustrationer i øvrigt stammer fra det første danske værk om jagt, som udkom i 1600-tallet.
Denne titel lægger sig fint i forlængelse af en lang og glorværdig tradition med jagtbeskrivelser af forfattere som Dinesen, Blicher og Hemingway.
Rifbjerg, som selv blev jæger i en forholdsvis sen alder, har en befriende og let kritisk holdning til det at gå på jagt. Han forsøger ikke at retfærdiggøre, at man for sin fornøjelses skyld dræber uskyldige, umælende dyr, men han beskriver meget fint, hvilke andre oplevelser, som jagt også kan give. Interessant læsning - også for ikke-jægere.