Sidste stik til Henry

Med Egon som krumtap udspilles et par parallelle handlingsforløb i Sidste stik' til Henry: Vennen, den tolv-årige Fussys håbløse forelskelse i en "halvvoksen kvinde" fra 8., og Egons venskabmed den ældre særling, Henry, der bor i et gammelt indeklemt hus, som naboen, en bank, ønsker at købe. Alt i Egons hjem er bogstavelig talt kaos, og han flytter ind hos Henry. Da Henry ikke vilsælge, eksproprieres huset, men ved et lille fif - ombytning af husnumre - samt et par ualmindelig smådumme betjente ryddes og nedrives banken i stedet for Henrys ejendom. Alt i alt en rodet ogforvirrende affære, der havde vundet ved at Åge Brandt havde koncentreret sig om et enkelt af forløbene. Der er oplæg og ideer til nogle gode små intriger og plot, men hovedindtrykket er, at altvirker overfladisk og tilstræbt pjattet. Sproget er plat dagligdags talesprog, og hver gang, der er tilløb til at dykke ned under det ydre handlingsforløb, fuser det lige så stille ud i ingenting.Bogen er let læst, og dener ren og skær tidsfordriv og let underholdningslæsning for elever fra omkring 6. klasse, der dog hurtigt vil glemme bogen om Henry og Egon.

Læs hele vurderingen

Egon, tolv år, er ven med Fussy, som er brændt varm på Irmelin fra 8. klasse. Hun afviser dog totalt tilbederen. Fussy er forelsket og dermed utilregnelig, hvilket giver problemer i venskabet.Derfor bliver Egon ven med den gamle original Henry. Han bor i et faldefærdigt skur, dyrker sin elskerinde, den frodige Amalie, forsvarer sig mod hendes mands haglgevær, nyder livet, øllerne og denstjålne mad. På et tidspunkt skal Henrys hus saneres, og han selv på plejehjem, da naboen "Erhvervsbanken", ønsker grunden. Egon og Henry får ved et simpelt og usandsynligt kup kommunen til istedet at rive banken ned. Henry dør, træt af anstrengelserne, men som han har fortalt Egon: "En ven kan man aldrig miste." Fussy bliver atter normal og genoptager venskabet. Handlingen erselvfølgelig set før, ligesom moralen: at de store jokker på de små, som så alligevel sejrer, men her er det alligevel blevet en læseværdig bog. Den er sprogligt veloplagt, humoristisk og ligefremtfortalt. Som sagt erslutningen usandsynlig, og personerne - især de voksne - ret skabelonagtige, men man tror på sagen, mens man læser, og er godt underholdt så længe. Det samme vil børn fraotte-tolv år også være. - Skæg og appellerende omslagstegning af Irene Hedlund, der nok skal fange interessen.

Læs hele vurderingen