Forfatteren er på bogmarkedet kendt som forfatter af 4 billedbøger om drengen Ib (2002-03) og novellesamlingen Udkast til virkeligheden (1998) for voksne. Denne nye bog med skæbnefortællinger er nedskrivninger af barndommens mareridtsvækkende oplevelser i et lille univers et sted i Nordsjælland i 1970'erne. Fra bogens interessevækkende bagsidetekst, gennem bogens historier og til efterskriftet gives det indtryk, at der er tale om virkelige begivenheder, og det vil få dem til at stå stærkere i læsernes underbevidsthed. På bagsiden skriver forfatteren, at det ikke er godnatlæsning, og at bogen skal læses i mindre bidder for ikke at blive sindssyg af den. Langerødville er nogle legehuse lavet af en gruppe børn. Her og i omegnens byer samt på gårdene udspiller alle bogens historier sig, og der sker ting og sager, der ikke er for sarte sjæle. Børn forsvinder, mystiske varulvelignende hunde bider, tågede oplevelser i moser, mystiske ildebrande, et barn druknes, uforklarlige og dramatiske hændelser, alt sammen med piger og drenge i hovedrollerne. Det er barndommens fantasifuldhed kombineret med gys, drama, mystik og meget andet til en fascinerende cocktail. Målgruppen er primært større gyserhungrende børn, men også voksne vil blive fængslet af skæbnerne i barndommens land. Tegningerne er som vanligt gode fra Bregnehøj, men matcher ikke de skæbnefyldte og dramatiske historier.