Jesper Bryggers debutsamling indgår i Serie V fra det litterært ambitiøse forlag, der tager pulsen på modernistisk svensk litteratur lige nu og på forfattere, der er udgået fra forfatterskolen i Göteborg.
Fik du "trykket dine tableauer af/ dokumenteret dit nærvær/ sanktioneret det i svar" spørges der i Jesper Bryggers digtsamling. Entydige svar skal man lede længe efter i de flimrende, fragmenterede tekster. Snarere finder man tableauer, situationer og replikskifter som man som læser hvirvles hovedkulds ind i uden at få kendskab til den kontekst, de indgår i. Brudstykker af en personlig historie antydes i form af en række gennemgående personer, steder og dagbogsagtige optegnelser, forsynet med dato og årstal. Teksterne bevæger sig i ryk og forskydninger, ikke blot sprogligt, men også tematisk, hvor køn, krop, fragmenter af en sygdomshistorie og erindring indgår som genkendelige bestanddele. Jesper Brygger er uddannet fra forfatterskolen i Göteborg og debuterer samtidig med samlingen Så vi her.
Brugen af den åbne, flerstemmige og fragmenterede form deler Jesper Brygger med fx Glenn Christian og Chresten Forsom.
Det kunstneriske ambitionsniveau er højt i Jesper Bryggers debutbog, men digtenes forsøg på i en flimrende, flerstemmig form at sammentænke det eksistentielle/personlige og det sproglige/metapoetiske står endnu ikke helt mål med ambitionerne.