En dag bliver snøvsen væk for Eigil og havner hos Pernille. Hendes forældre har ikke tid til at tage på sommerferie i år, men da de ser snøvsen, bliver de klare over, at de trænger til at slappe af, for man kan jo ikke se eller høre noget, som ikke eksisterer, og den snøvs er jo bare et ord, bare noget, man helst ikke skal gå fra. Så oplever snøvsen stranden og skoven, og Pernille forklarer den tålmodigt alle de ny fænomener, den støder på. Om natten drømmer snøvsen en spændende drøm om sørøvere, der tager dem til fange - men alt ender godt. Drøm og virkelighed smelter sammen, de bliver alle reddet, og Eigil finder snøvsen igen. - Det er en morsom og fantasifuld historie, der ligesom den første kan bruges til oplæsning for de 6-9 årige og selvlæsning i 3.-4. klasse - hvis ikke dens humor og spil med ord er for "voksent" for dem! Illustrationerne er stadigvæk dødkedelige.