Den 17-årige forfatters debutroman er rettet mod jævnaldrende og foregår i de omgivelser, hvor han selv er vokset op. Den udspilles i de sidste måneder i 9. kl., hvor hovedpersonen er jeg-fortælleren Vasco. Han er intelligent, ikke som de andre, skriver digte, keder sig i skolen og har svært ved at finde meningen med livet. Derfor bruger han en meget stor del af sin energi på fester, alkohol og ikke mindst et hastigt voksende hash-forbrug på diverse måder. Speed og hårdere stoffer ligger ham fjernt. Forældrene er velstillede, men har mistet de følelsesmæssige forbindelser med sig selv og med Vasco. Han kommer lidt sammen med en jævnaldrende pige, men er dybt forelsket i en pige fra klassen, som, viser det sig, er umulig at få. Historien handler også om venskabet med et par andre drenge, og meget om de berusende tanker og følelser, der udløses ved brug af alkohol og specielt hash, og om de nedture som følger efter. Sproget er flydende og særdeles beskrivende i en stil og jargon som vil tiltale målgruppen, men mange i den vil sikkert også finde V. for flippet i opførsel og musiksmag. Et tidsbillede, som ikke passer på hele den danske ungdom, og som også kunne ses på lignende måder i de sidste 4-5 årtier. Den fængende forside og appellerende bagsidetekst vil kunne indfange læsere.