Jubilæumskogebog med opskrifter udvalgt af Søren Gericke fra hans 50 år lange karriere. Henvender sig bredt på biblioteket på grund af de blandede opskrifter til hverdagen fra det danske køkken og på grund af Søren Gerickes plads i danskeres bevidsthed.
Gericke blev uddannet som kok i 1963 og har siden arbejdet som køkkenchef på flere restauranter og været selvstændig, både i Danmark og udlandet. Han er kendt gennem mange år fra bl.a. Søren Ryge Petersens "DR derude" og anses for at være en af Danmarks betydeligste kokke, med stor indflydelse på danskernes hverdagsmad gennem sin karriere. Søren Gericke har udvalgt 33 opskrifter fra sin tid i køkkenet, og de er et udpluk fra over 2000 udgivne opskrifter, og i forbindelse med udgivelsen har han tilføjet 20 nye. Opskrifterne er overskuelige og beskrevet på en god og forståelig måde med flotte billeder til. Der er flere retter med fisk og skaldyr især blandt de nye opskrifter, men ellers dækker opskrifterne bredt med en blanding af forretter, hovedretter, desserter og tilbehør. Ingredienserne i opskrifterne er typisk danske og i de fleste tilfælde nemt tilgængelige men kan være sæsonbestemte.
Søren Gericke har udover at skrive opskrifter til blade og lign. udgivet andre kogebøger tidligere fx Det snublende køkken : en kogebog, Det genskabte køkken og Forfør din kone med en rejemad og andre hyggelige ideer til hverdagsbordet.
God kogebog med retter til det danske hjemmekøkken som er overskuelige, både at købe ind til og lave.