Ungdomsbog for modne piger om to søstres problematiske forhold fortalt som en brevroman skrevet af pigerne gennem det år, hvor den ene opholder sig i USA, og den anden kommer sig efter en alvorlig depression og et selvmordsforsøg. Det er en hurtigt læst bog, som får afdækket et temmelig speget forhold mellem to meget forskellige piger, hvor den ældste Malene er den uansvarlige festabe, som ikke passer gymnasiet, mens lillesøster Mie er den pligtopfyldende og artige stræber. Men de forelsker sig i den samme fyr, som leger lidt med dem begge to, og det hele kulminerer under Operation Dagsværk, hvor Malene skraber en masse penge sammen, bruger dem på sig selv, og Mie ender med ansvaret, fordi hun havde glemt at låse en dør. Det udløser hendes selvmordsforsøg. Men i deres breve får de afklaret de følelser, de trods alt har for hinanden, og bogens slutning peger hen mod en forsoningsrejse. Bogen foregår i 1980'erne, men temaet er eviggyldigt, og jeg synes det er god bog for modne piger fra 14 år. Forfatteren kendes fra voksenromanen Dametur 04/21.