Asbjørn har tidligere udgivet Fedtfattig mad - hvor svært ka' det være? og Max. 30 minutter - hvor svært ka' det være?. Denne gang er formålet også at inspirere til lette retter både kalorie- og tidsmæssigt. En række frokostopskrifter samlet efter hovedingrediens gennemgås med anvisning på både anretning til bordet og emballering i madkassen. Hver opskrift ledsages af et foto, og da smørrebrød og salater ikke altid er ophidsende forskellige af udseende er der piftet op med alt muligt mere eller mindre dekorativt pynt. Opskrifterne er udmærkede, men ikke epokegørende nye - det skulle da være en efter min mening overdreven brug af frugt som tilbehør, fx foretrækker jeg ananas til dessert, ikke puttet ned til pålægget. Bogen kan dog sagtens finde anvendelse hvor man savner et alternativ til de flade leverpostejmadder og fedtfattigt mad kan stort set alle have brug for.