Bøger / faglitteratur / kogebøger

Super supper med Anne Larsen


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. feb. 2003

af

af

Liselotte Henriksen

d. 4. feb. 2003

Supper, det var engang enten noget man rystede ud af en pose og blandede med kogende vand til et ubestemmeligt fluidum eller noget ens bedstemoder vågede over i hele dage før benene og brystkødet gik op i en højere enhed og blev til en syndigt fedtperlende åbenbaring. Ikke noget en ernæringsbevidst hel- eller halvsingle kunne finde på at bringe ind i designerkøkkenet. Sådan er det ikke mere. I alt fald ikke, hvis man skal tage de senere års linde strøm af suppekogebøger alvorligt. Suppen har fået en renæssance. Ikke mindst takket være blenderen og opdagelsen af de mange muligheder for at fremtrylle en drømmeret på ti-femten minutter ved hjælp af lidt urter, krydderier og vand. Kold eller varm, suppe er velsmagende og let at lave selv for novicer. Og så kan den være både sund og fedtfattig, som det lette køkkens guru viser med disse 18 opskrifter. Her er alt fra de enkleste sager, skabt på et kvarter af de forhåndenværende grønsager over klassikere som gazpacho og løgsuppe til en elegant laksesuppe med grønsagsjulienne. Postevand klarer det meste, men skal man bruge en fond er der også ganske enkle råd for det. Opskrifter på godt suppebrød mangler heller ikke, så med Anne Larsens berømmelse skal der nok blive run på den gode lille bog.